Der findes over 200 forskellige typer HPV, heraf kan ca. 30-40 HPV-typer give infektion sv.t. området omkring kønsorganer og endetarm.
18 af disse HPV typer har større tendens til at forårsage kronisk infektion, og kaldes høj-risiko HPV (HR-HPV). HR-HPV kan medføre celleforandringer og på sigt kræft sv.t. livmoderhalsen, de ydre kvindelige kønsorganer, skeden, endetarm, penis og svælg. Lav-risiko HPV typer kan forårsage godartede kønsvorter.
De fleste infektioner med HPV forløber uden symptomer. Både mænd og kvinder kan være smittet med HPV, uden de får gener og uden at vide det. De kan også smitte andre uden at være klar over det. HPV overføres ved intim og seksuel kontakt. Kondom yder kun nogen beskyttelse mod smitte med HPV. De fleste smittes indenfor få år efter deres seksuelle debut, men smitte kan også ske senere i livet. Nogle får mere end en infektion gennem livet.
Forekomsten af HPV-infektion er højest hos yngre personer og falder med alderen. 80% af alle seksuelt aktive vil i løbet af livet have haft mindst en HPV-infektion. Man undersøger ikke rutinemæssigt befolkningen for HPV, fordi en stor del af befolkningen er smittet, og der ikke er nogen egentlig behandling for HPV-infektion. Som regel vil kroppens immunforsvar bekæmpe virus, ligesom det sker med de fleste andre virusinfektioner. Langt de fleste infektioner forsvinder således af sig selv uden sygdom eller symptomer. Det betyder, at både kondylomer og lette celleforandringer ofte forsvinder før eller siden – selv uden behandling.
I langt de fleste tilfælde (ca. 80-90%) forsvinder HPV-infektionen af sig selv indenfor 6-24 måneder. Kondylomer kan behandles medicinsk, med creme, ved frysning, afklipning eller brænding. Uanset hvilken behandling man vælger, er der risiko for, at kønsvorter kommer igen.
Kronisk HPV-infektion kan forårsage celleforandringer på livmoderhalsen. Behandling af celleforandringer på livmoderhalsen afhænger af graden af celleforandringer, din alder, dit ønske om at få (flere) børn, og om du tidligere har haft celleforandringer. Det er formentlig forskelligt fra person til person, men man mener, der går 15-20 år mellem smitte med høj-risiko HPV, til der i værste fald udvikler sig kræft hos personer med normalt immunforsvar.
Vaccination mod HPV inden seksuel debut kan forebygge 90% af tilfælde med kønsvorter og livmoderhalskræft. Den vaccine, der i dag tilbydes i det danske børnevaccinationsprogram, beskytter mod 7-højrisiko HPV-typer og 2 lav-risiko HPV-typer. Bliver man vaccineret, producerer man antistoffer, som beskytter mod virusinfektionen. Vaccination mod disse 9 typer menes på sigt at kunne forebygge ca. 90% af livmoderhalskræft tilfælde og 90% af kondylom-tilfælde. HPV-vaccinerne virker ikke mod alle HPV-typer, og selvom man er blevet vaccineret, kan man stadig udvikle celleforandringer. Piger, der er blevet vaccineret mod HPV, anbefales derfor fortsat at deltage i screeningsprogrammet for livmoderhalskræft fra de fylder 23 år.
HPV-vaccinerne er relativt nye, og man ved derfor ikke, hvor længe virkningen holder. Måske kan det blive aktuelt med en fornyet vaccination senere i livet, men de seneste studier tyder dog på langtidsimmunitet
Hvad kan jeg selv gøre?
Det anbefales at følge det danske screeningsprogram for livmoderhalskræft
Det anbefales at følge opfølgningsplanen ved påvist HPV eller celleforandringer
Det anbefales at følge børnevaccinationsprogrammet inkl. HPV-vaccinationen
Det anbefales at ophøre med rygning
Det anbefales, at du henvender dig til læge ved blødning ved samliv eller nytilkomne vorte/knopper på kønsdele, mellemkød, omkring endetarmsåbningen
Du kan begrænse antallet af seksuelle partnere og bruge kondom
Konsultation
Hjemmeside
Mingynaekolog.dk
Ydernummer 203432
CVR nr. 41271159